Aggie's ~

[Cher Boydell]

Tate Orion Mason

Efter endnu en aften i byen sad Cher nu på noget, der lignede en slags magiker-café i Hogsmeade. Aggie's Drikkelse, hed den vidst. Ærligt, så anede Cher ikke helt, hvor hun var, men det var det eneste, hun havde formået at finde, som ikke var et værtshus. Solen skinnedes svagt og lagde op til en varm dag, så hun havde sat sig udenfor ved et lille tomandsbord med en chokolade-milkshake. Hun havde overnattet hos en eller anden fyr, hun om aftenen havde mødt på Det Glade Vildsvin, som havde lagt vildt meget op til alt muligt, og da de så var taget hjem til ham, havde han ikke rigtig turdet alligevel. Ikke, at det gjorde Cher noget, for hun fik et sted at sove alligevel, et dejligt bad - og kunne roligt stikke af igen, inden han nåede at stille spørgsmål. Hvilket var grunden til, at hun var havnet, hvor hun var, klokken 8 om morgenen. Hun havde maksimalt fået… hvad? 5 timers søvn? Ugh. Hun var udmattet, og hendes fingre dirrede let - tømmermænd. Hvilket forklarede choko-shaken. Det lød nok underligt i manges ører, men der var næsten ingen bedre kur for Cher end en rigtig cremet chokolade-milkshake og kiks eller chips. Uhm. Hun grinede ved tanken og tog et sip, hvorefter hun lænede sig tilbage i stolen.

Hendes hår var sat op i en rodet knold, hvor der hang små, sorte tjavset af hår forskellige steder og strittede lidt - alligevel så hun overraskende veloplagt ud alligevel. Det var nok de store solbriller, som hun også havde på, der gjorde det. Hun havde taget dem på for at dække lidt over, at hun havde dagsgammelt makeup på - og selv om det ikke sad decideret grimt, så kunne man alligevel godt ane, at hun havde været længe oppe og festet igennem. Til hendes held, havde hun dog valgt en forholdsvis enkel, lårkort, sort kjole, svagt nedringet, med ærmer, der stoppede lige efter albuerne. Dertil et par enkle, sorte stiletter, og nogle guld- og sølvsmykker omkring håndleddene og en enkel halskæde. Hun lænede sig frem og tog fat i shaken, hvorefter hun lænede sig tilbage på ny og tog endnu et sip. Jo, lige så snart hun fik bugt med de tømmermænd, så skulle dagen nok blive fin.

[Tate Orion Mason]

Tate selv havde for engangsskyld ikke været i byen dagen før hvilket ikke lignede ham synderligt meget, men der havde været en del han havde skulle ordne derhjemme. Tate var trods alt også glad for at gå i byen når han kunne komme til det og var trods for at Tate var i et fast forhold og havde været det igennem 5 års tid efterhånden. Det forhindrede ham jo ikke i at gå i byen og ofte havde han da også sin bedre halvdel med. Tate kom gående ned af gaden med en smøg i sin mundvige og tog den ikke ud af munden for at puste ud, men gjorde det bare i den anden side. Han kunne ikke se hvorfor man skulle bruge tid på at tage den ud af sin mund når man kunne gøre det andet. Tate rettede ganske let på sit hår for at sikre sig det sad helt perfekt selvom han ikke var typen der ikke kunne gå ud af døren hvis det ikke sad helt perfekt. Det var trods alt i sidste ende bare hår og Tate var ikke metroseksuel. Blot en fyr der til en vis grænse gik op i sit udseende. Tates blik gled over de mennesker der sad ved diverse borde udenfor og kunne godt forstå de nød den sidste sol inden efteråret for alvor ville sætte ind. Han stoppede dog op da han fik øje på en ung pige hvis træk han var sikker på han kunne genkende og så alligevel ikke. Om ikke andet lignede hun lidt en af hans gamle venner fra skoletiden i ansigtet blot i piget udgave. Tate tog derfor sin hånd op til sin mund for at tage smøgen ud af munden og skoddede den ved at gnide den i mellem sine to fingre for at slukke den og gemte resten af den i en tom æske han havde på sig da han ikke gad at forurene verden til bare fordi han havde de vaner som han havde. Tate lagde sit hoved en anelse på skrå som han stod der i sine stramme jeans og sin hættetrøje. Han begyndte at gå over mod pigen med solbrillerne og ville være ligeglad med om hun havde daggammelt make-up. Det ville bare bevise at hun havde haft en fed aften. ”Cher?” spurgte han som han kom tættere på da han ikke var helt sikker, men alligevel ville han da heller spørge end at have gået forbi hende og undre sig hele dagen.

[Cher Boydell]

Hun skjulte et gab med hånden, hvorefter hun satte shaken på bordet igen. Hold nu kæft, hvor var hun altså træt? Men det var nok fordi hun var udebane her i Hogsmeade. Derhjemme stak hun altid af tidligt om morgenen, hvis hun havde overnattet hos nogen - for så at tage hjem i vanen og sove til langt ud på eftermiddagen. Og den mulighed havde hun jo ikke ligefrem her, vel? Der var det sgu bare bad luck, og hun var nødt til at holde sig vågen. Urgh. Det værste ved det hele var, at hun havde røget alle de smøger, hun havde haft med, aftenen før - så nu havde hun ikke og en skid tilbage, og selv om hun ikke var fastryger, havde hun alligevel et vidst behov for at ryge i ny og næ. Fester og tømmermænds dage for eksempel. Hun trøstede sig med, at hun ikke inden alt for længe ville tage et tog tilbage til Kings Cross, hvor hendes bil holdt - givetvis ulovligt - parkeret. Cher var ikke specielt god til at køre bil, og det kunne også ses på vanen, der efterhånden var godt og vel bulet. Derudover måtte hun jo slet ikke køre i bil, og blev hun snuppet, ville det nok gå grueligt galt - hun var blevet stoppet én gang for at køre for stærkt, men der havde hun bare hevet ned i trøjen, og alting havde været superduper. At være pige var sgu meget herligt - og at være pige uden ret mange hæmninger var sgu endnu bedre.

Cher var lettere distræt anlagt, og opdagede derfor heller ikke den unge fyr, før han var kommet helt tæt på, og havde sagt hendes navn, i en lettere tvivlende tone. Halvforvirret skubbede hun solbrillerne op at sidde i håret, mens hun betragtede denne fremmede. Til at starte med genkendte hun ham ikke, og spekulerede på, hvorfra han kendte hendes navn? De mange aftener med for meget druk havde taget lidt på hendes hukommelse.
Da hun dog endelig huskede, et halvt minuts tid efter, blev hendes læber præget af et stort smil. ”Tate! Jeg kunne slet ikke genkende dig.” Hun grinede let - det sædvanlige, meget smittende Cher-grin. Han så en anelse anderledes ud, end hun huskede ham. Men okay, hun havde heller ikke set ham i… tre-fire år? Sidst hun havde set ham, havde været, da han graduerede fra Hogwarts. Hun huskede, at hendes forældre havde holdt en lille fest, hvor Chris havde kunnet sige farvel - hun havde været 12 år på det tidspunkt. Nu var hun 16, så der var trods alt gået nogle år. Hvad Tate lavede i Hogsmeade, det kunne hun ikke lure - men måske han boede der? ”Længe siden. Hvad går du og roder med nu?” Hun erindrede svagt, at Tate vidst havde været glad for drager, da han var yngre - det var faktisk derfor Chris gerne ville arbejde med drager. Men om Tate nogensinde havde fået gjort noget ud af den gamle drøm, det anede hun ikke.

[Tate Orion Mason]

Tate selv var fastryger selvom han godt vidste det ikke var særlig sundt for ham. Han valgte dog alligevel at forsætte med at ryge og hvis han døede af det på et tidspunkt havde han i det mindste levet livet bare en smule og hvis han skulle være ærlig så var chancen for at han døede pga. sit erhverv væsentlig højere end det at dø af noget så sølle som nogle smøger. Det holdte ham dog hverken fra at være drageindfanger eller være fastryger. Før eller senere skulle man jo dø og døden kunne ligeså godt have en årsag i stedet for at se tilbage på et liv som 100 årig og vide man aldrig havde gjort noget forkert. Det kunne ikke på nogen måde være sjov. Tate selv kunne godt køre bil, men han var ikke så skarp til det. Nu var Tate også magikere så han holdte sig mest til magiske transportmidler da de alligevel gik en helt del hurtigere, men det hjælp ikke så meget hvis man var fuser hvilket også måtte være ret så nitte tit og ofte hvis man spurgte Tate.

Tate tvivlede et kort øjeblik på om han havde husket rigtigt da det lod til at pigen ikke så ud til at vide hvem han var indtil et smil bredte sig over hans læber da hun sagde hans navn. Han nikkede let for at sige hun havde ret i at han hed Tate "Det er også længe siden så forstår dig godt" sagde han med et mindre grin inden han gik hen ved hendes side og træk ud i stolen ved siden af hende. "Må jeg sætte mig?" spurgte han med et varmt smil over sine læber og nikkede til det var længe siden. "Er skam drageindfanger så lever livet hver dag" sagde han med et mindre grin og rystede let på hovedet af sig selv. Se det var bare endnu en grund til at Lucian burde tage sig sammen til at ville bo med sin kæreste når hans erhverv var så farligt. Tate kunne godt huske at Chris havde ville det samme erhverv, men alligevel var de gledet fra hinanden. "Hvad med dig?" spurgte han med et smil og kunne slet ikke tro han var støt ind i hende igen.

[Cher Boydell]

Da hun huskede ham, fik hun næsten helt ondt af ham over, at hun ikke havde kunnet huske ham de første tredive sekunder. Det gik dog hurtigt over. Generelt var Cher ikke typen, der rendte rundt med følelserne ude på tøjet, og hun havde for vane at være bedøvende ligeglad med andre - for eksempel vidste hun udmærket godt, at Chris sikkert savnede hende forfærdeligt… hun savnede også ham… alligevel havde hun ikke snakket med ham i over et år. Heller ikke selv om det ville være let som ingenting at sende ham en ugle - hun kunne endda gøre det herfra, så han ikke ville kunne finde hende i London - så gjorde hun det ikke.
Hun smilede, da han nikkede. Så havde hun husket rigtigt. Tænk engang. Efter alle de år? Eller alle og alle… hun havde ikke selv haft den vilde relation til ham, hun havde mødt ham op til flere gange og snakket med ham, men aldrig ret meget mere end det. Så hvor pudsigt var det ikke lige, at hun skulle rende ind i ham her? Hun grinede over hans kommentar. Fandeme så, at det var længe siden - det retfærdigjorde så måske ikke helt, at hun ikke havde kunnet huske ham, men oh well.
”Selvfølgelig!” Hun smilede og rykkede sin egen stol en anelse ud, så hun bedre ville kunne se på ham, når hun sad lettere tilbagelænet i stolen. Da han smilede sit sædvanlige smil, kunne hun dog sagtens genkende ham. Så lignede han faktisk helt sig selv. Det var lidt underligt. Hun kunne ikke lade være med at smile, og hendes øjne viste tydeligt, at hun var imponeret og glad på hans vegne - det var ret vildt, at han faktisk… ja, var blevet til det, han ville. ”Wuaw!” udbrød hun, stadigvæk storsmilende. ”Det er jo… fantastisk. Fedt.” tilføjede hun og grinede let. ”De er smukke, er de ikke?” Hun sendte ham et lettere nysgerrigt blik, hentydede selvfølgelig til dragerne, og tog endnu en tår af sin shake. Cher havde aldrig selv set en drage. Hun ville gerne. De var fascinerende, meget smukke væsner, efter hendes mening. Men ja, chancerne var ikke specielt store for hende - slet ikke nu.
”Øh,” var det første, der kom ud af hendes mund, da han spurgte ind til hende. Fuck. Hun rodede lidt forgæves rundt i sit hår - det var lidt svært, når det var sat op. Tate var uden tvivl blevet fyldt med samme bullshit, som alle andre om, at hun gik i skole i Frankrig. Han havde givetvis undret sig over, at hun aldrig var startet på Hogwarts - for egentlig burde hun have været der, mens han tog sit sjette og syvende år. Men det havde hun af gode grunde ikke været. ”Bare skole og den slags, du ved.” Hun trak på skuldrene og smilede - overbevisende. Cher var god til manipulation og løgne. ”Og ellers lever jeg bare livet, snupser en drinks i weekenderne og sådan.” Det var en underdrivelse. En ret stor en, faktisk. Well. ”Og passer mit fritidsarbejde - jeg vil gerne være model.” Hun grinede let og tog endnu en tår af sin shake. Hun var også servitrice, men det holdt hun for sig selv. Det var ikke ligefrem et hverv, hun var specielt stolt af - men når man gik i byen, som Cher gjorde, tilragede sig uvaner, som hun gjorde, og gik så meget op i tøj og sko, som hun gjorde, var man altså nødt til at tjene penge. Mange penge. Og det var ikke altid, at der var mange jobs som model, og så måtte pengene jo findes et andet sted - og sådan var det bare. ”Bor du her i Hogsmeade nu eller hvordan?” spurgte hun interesseret. Dels for at skifte emne, og dels fordi, at hun var nysgerrig.

[Tate Orion Mason]

Tate havde det helt fint med at hun ikke sådan lige kunne huske ham med det samme. For det første var det mange år siden at de havde set hinanden og han havde jo selv været i tvivl om hvorvidt hun havde været Cher eller ej. Desuden lignede Cher en der havde været ude hele natten så det var klart hvis hun lige skulle bruge lidt ekstra tid på at tænke. Tate havde heller ikke sine følelser udenpå tøjet. Det var kun hvis det kom til Lucian at han havde. Ellers holdte han dem helst inde i sig selv.
"Ja det er mega fantastisk" sagde han med et smil og nikkede ganske let for sig selv mens han tydeligt strålede af stolthed over sit arbejde. Tate elskede det helt vildt højt og han havde altid drømt om det så det var måske ikke så underligt. "Jo de er vildt smukke, men også røvfarlige" sagde han med et lille grin til det sidste da det trods alt var rigtigt nok. Han kløede sig ganske let på kinden i mens. Tate havde godt været klar over at hun havde hentydet til dragerne da de trods alt snakkede om hans job.
Tate havde skam undret sig over at hun aldrig var startet på skolen i sin tid for det var trods alt dengang han snakkede mere med Chris. "Hvilken skole? Du startede aldrig på Hogwarts" sagde han roligt og lagde hovedet ganske let på sned. Tate havde godt nok hørt noget om at hun var startet i skole i Frankrig hvis han tænkte sig om, men det havde han også glemt da det var så mange år siden.
"Og du er sikker på du kan nøjes med et par stykker?" spurgte han med et grin og nikkede let mod hendes solbriller der virkede overdreven når man tænkte på årstiden og hentydede til om hun mon havde drukket lidt mere end hvad godt var.
"Jeg er sikker på du godt kan blive model. Du er blevet en ganske smuk pige" sagde han som hans blik løb henover hende blot for at sikre sig hvad han udtalte om da han ikke havde kigget andet end på hendes ansigt til at starte med. Hun var ganske køn. Det ville han da gerne indrømme. Det var der intet galt i trods for man havde en kæreste.
Han rystede ganske let på hovedet. "Nej jeg bor inde i London. Dig?" spurgte han roligt da han ikke gad antage et eller andet og da heller ville høre det fra hende selv.

[Cher Boydell]

De første tanker, hun gjorde sig om dette lille genforeningsmøde var, at hun slet ikke kunne vente med at fortælle Chris om det - dog måtte hun minde sig selv om, at han ikke længere var en del af hendes liv. Det ville være så dumt at komme i kontakt med ham igen, og ville ødelægge alt det, hun havde kæmpet for det sidste år. At rive sig fri fra sine forældre. Ikke, at de gjorde noget galt. Hell, hun vidste, at hvis hun prøvede at sladre, ville ingen tro hende alligevel. Og det var slet ikke så slemt, det, der var sket. Hendes far havde jo aldrig fysisk gjort hende noget - med undtagelse af lussingerne, men talte det virkelig? Hvilket også var grunden til at hun pænt holdt mund med, hvad der havde fået hende til at stikke af, selv om hun tit brændte for bare at råbe det ud til alt og alle, så han endelig fik, hvad han fortjente - hun var trods alt ikke den første, han havde gjort fortræd, og hun vidste det. Men hun holdt sig på måtten, og var stærkt overbevist om, at han nok skulle blive afsløret på et tidspunkt.
Hun bed sig let i underlæben, stadigvæk med et smil, der nærmest lyste hele hendes ansigt op. Det gjorde hende unaturligt glad at se ham være glad. Tilfreds. Gud, det måtte være dejligt at have styr på sit liv. Hun grinede af det næste han sagde. ”Det kunne jeg godt forestille mig.” Hun blinkede drillende. Jo, drager skulle man sgu nok ikke løbe om hjørner med… ”Jeg gad godt se en drage engang.” pointerede hun og smilede let. Takket være - dumme - Chris, havde hun altid haft en svaghed for dragerne. Særligt efter at være stukket af. ”Jeg er virkelig glad på dine vegne, det lyder altså bare superfedt!”
Et kort sekund flakkede hendes blik. Fuck. Hvad hed skolen nu? Dog bevarede hun fatningen og smilede stort igen. Hun havde fået banket det ind i hovedet, siden de fandt ud af, at hun var fuser. Hun var ikke dum. Og inden hun vidste af det kom det ud af munden på hende: ”Jeg fik tilbuddet om at starte på Beauxbatons i Frankrig, så mine forældre og jeg besluttede, at prøve det. Og der har jeg så været siden.” Endnu et overbevisende smil. ”Selv om jeg nu godt gad have gået på Hogwarts, så jeg kunne drille Chris.” Et drillende glimt var at skue i hendes blik. Det var lidt nederen, at han kendte hende, for så kunne hun ikke rigtig fortælle ham, at hun var gradueret - for det vidste han, at hun ikke var. Derudover følte hun et stik i maven af dårlig samvittighed. Tætte havde de ikke været, men det føltes alligevel ikke helt rart at lyve overfor en, som man trods alt havde kendt til en del af sin barndom. Dog kunne intet af dette ses på hendes ydre. Hun var glad, smilende - normal. Øvet i dette.
Hun åbnede munden for at modsige ham, men i stedet kom en lyd ud, der lød overrasket, som om hun slet ikke fattede, hvordan han dog kunne sige sådan - men hun kunne ikke skjule det efterfølgende grin. ”Du kan jo prøve mig af i aften?” Jokede hun og blinkede drillende, hvorefter hun trak på skuldrene. ”Hvad kan jeg sige? Jeg var aldrig rigtig en, der fulgte reglerne - og hvorfor ikke leve livet, mens man har det?” Godt nok var der mange, der ville rynke på næsen af hende og tænke, at sådan skulle en fuldblodsheks ikke opføre sig. Og de havde ret - de missede bare lige det faktum, at hun ikke var en heks.
Normalt var Cher ikke typen, der blev forlegen. Men hendes kinder blussede svagt ved hans ord, og hun var ikke helt sikker på, hvad hun egentlig skulle svare. Det var ikke første gang, at hun fik det at vide - slet ikke. Og hun vidste da godt selv, at hun var pæn at se på. Men at høre det fra en, der engang var ens storebrors gode ven, var noget helt andet. ”Øh… tak. Tror jeg,” Lettere nervøst fangede hun sin underlæbe med tænderne igen nogle få sekunder, mens hun satte en vildfaren tot om bag øret. Hun grinede for at ryste nervøsiteten af sig igen. ”Mange tak.” tilføjede hun bagefter, smilende.
Hans næste spørgsmål var endnu sværere at besvare. Han forventede vel, at hun boede hjemme - hun var ikke gammel nok til at bo alene. Men hun kunne heller ikke bilde ham ind, at hun boede hjemme, hvis han nu skulle få fat på Chris igen. ”Hos min tante i Dijon, Frankrig.” Hendes tone var igen overbevisende, og hun var glad for, at hun havde så fantastiske evner, som hun havde. ”Det er nemmest, når jeg går i skole der.” forklarede hun, for at lyde en anelse mere oprigtig. ”Kan du lide det i London?” spurgte hun efterfølgende - endnu et spørgsmål, for at få hans opmærksomhed en anelse væk fra hende. ”Vil du have noget at drikke egentlig? Jeg kan godt gå ind og hente noget til dig?” Cher var ikke typen, der syntes noget var akavet - men lidt akavet syntes hun det var, at hun sad med en milkshake, som trods alt skulle drikkes, før den blev til ulækker grød; Mens han sad dér og slet ikke havde noget.

[Tate Orion Mason]

Tate ville sådan set godt kunne følge hun var stukket af hvis han kendte til hendes begrundelse for det, men lige nu kendte han den ikke og det var endnu ikke gået op for ham at hun var stukket af. Det ville dog ikke gå længe før han ville undre sig over han ikke havde set hende i mange år for så mange år siden var det vel heller ikke siden han sidst havde set Chris? Om ikke andet ville han sikkert spørge indtil hendes bror siden det var ham som han kendte bedst.
"Jamen det kan vi nok godt finde ud af selvom der er farlige" sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede ganske let for sig selv. Han ville gerne vise hende en drage hvis det kunne gøre hende glad. Det skulle da ikke skille dem af. "Det er også super fedt. Det er fantastisk at arbejde så tæt på drager, men jeg er glad for det ikke er mig som skal tæmme dem. Kan bedre lide at fange dem" sagde han ganske roligt og nikkede let mens han smilede for sig selv. Han vidste dog også godt at uanset hvilket form for dragejob man havde sig ville man komme til skade, men det gjorde ham nu intet.
"Har du gået på Beauxbatons? Det er da fedt nok Cher" sagde han med et varmt smil da han godt kunne forestille sig det var en god skole. Han selv kendte ikke meget til den udover det man havde lært i skolen, men derfor var det nu alligevel fedt og han vidste jo ikke hun løj. "Jeg forstår godt du ville have gået på Hogwarts og drille din bror og sikkert også mig, men det er nu fedt nok at have gået på Beauxbatons" sagde han med et lille let nik og grinte let ved tanken om at hun ville have gået og drillet dem begge en smule. Så havde de sikkert også være blevet bedre venner end de var nu. På den anden side havde Tate de sidste to skoleår haft mere travlt med Lucian Lavoie og Skye William da den ene var hans kæreste og den anden hans bedste veninde.
"Jamen gør jeg gerne, men tror virkelig jeg har ret" sagde han med et glimt i øjet og kunne virkelig ikke forestille sig hun kunne nøjes med et par stykker. "Det skal man også så det er da en god idé. Godt nok nyder jeg det vist ikke ligeså meget i fulde som dig, men så godt som jeg nu kan med kæreste og et arbejde du ved" sagde han med et grin da han trods alt var en anelse mere begrænset end hun var det, men det betød ikke at han ikke nød at more sig. 
Han lagde godt mærke til hendes røde kinder og valgte ikke at kommentere det yderligere selvom langt de fleste piger blev endnu mere smukke af en fin rød farve i kinderne som så også ofte fik dem til at blusse endnu mere op. "Skal du da ikke takke for Cher. Jeg siger jo bare sandheden" sagde han med et smil over sine læber da han trods alt bare sagde sandheden. Han kunne ikke se hvorfor han skulle sige andet end sandheden om den slags og desuden var hun en pæn pige. Han var godt klar over et sted det nok var lidt anderledes når det kom fra ham, men omvendte så tænkte han faktisk ikke synderligt over det var derfor hun rødmede.
Han nikkede ganske let til det med hendes tante da det sådan set gav ret så meget mening. "Ja jeg elsker det. Det er trods alt London, men bor du så stadig hos din tante? Jeg mener du sidder jo her" sagde han med et smil og lagde hovedet en anelse på skrå. Han kunne lige nu ikke gennemskue hende, men det kunne være det ville komme. Han rystede let på hovedet. "Nej tak jeg kan godt hente det selv. Og tænkte du på et tidspunkt skulle have noget nyt at drikke og så kunne jeg selv hente noget der" sagde han ganske roligt og sendte hende et smil. Han havde nu ikke travlt med at få noget at drikke og fandt det heller ikke dybt underligt.

[Cher Boydell]

Hun så lettere overrasket på ham nogle sekunder, hvorefter det overraskede udtryk blev erstattet af et smil. ”Nej, mener du det?” Spørgsmålet var lettere retorisk; han havde trods alt lige sagt, at han ville gøre det. ”Orv… det vil jeg gerne.” Jaja… Cher, fem år… nogle gange var hun stadigvæk et barn. Hvem kunne bebrejde hende det? Hendes forældre havde frosset hende ude af den magiske verden, fordi hun alligevel ikke hørte til der. At rejse med susepulver, skt. Mungos, arrangementer på Hogwarts og så videre, var ikke noget, hun havde fået lov til, efter de havde fundet ud af, at hun var fuser - og så gav det ligesom sig selv, at drager var helt ude af billedet. Og det ville da ikke gøre hende noget, hvis Tate skulle være den, der viste hende dem… han var jo en sød fyr. Og, hun kendte ham, så hun var ret sikker på, at han nok skulle behandle hende ordentligt. En let latter kom fra hende, da han sagde, at han var glad for, at han ikke skulle tæmme dem. ”Forståeligt.” erkendte hun, smilende. At fange dem var nok ikke risikofrit, men at tæmme dem lød rimelig dangerous… altså, nogle gange blev hun bange for aggressive hunde… drager var nok noget værre, var hendes umiddelbare idé - men hvem kunne vide? Måske var de totalt meget nogle kælepotter? Selv om hun tvivlede. Ret meget. ”Det lyder virkelig nice. Jeg har ingen ord.” Det måtte simpelthen være så spændende. Der var i hvert fald noget at stå op til hver morgen.
”Jaeh,” Hun nikkede med et smil. Fuck, det var altså bare for akavet at sidde og lyve. Cher havde ellers ikke ret megen skam i livet - det havde hun virkelig ikke - men det føltes helt forkert. Og hun kunne ellers lyve om alt. Alder, besiddelse af stoffer, indtagelse af alkohol når man var ”underage”, om hvorvidt eller ej hendes kørekort var fake. Og det her havde hun også løjet om mindst en milliard gange. Alligevel føltes det helt forkert; dog holdt hun den rolige, glade facade oppe. Kunne hun andet? Dog blev bekymringerne jagtet lidt bort igen, da hun grinede over hans svar. Latter havde det med at jage selv de mest ubehagelige ting bort. ”Jeg ville have mobbet jer for sindssygt.” konkluderede hun grinende. Det ville ikke engang have været løgn. Hun ville givetvis være rendt i røven på dem hele tiden og fået dem ud i alverdens problemer; fordi sådan var hun nu bare engang. Nysgerrig, krudt i røven… og med en umættelig trang til ballade, og det at prøve grænser af. ”Ja, det… er en oplevelse, i hvert fald.” Det svært at udtale sig om noget, man ikke havde prøvet. Men at spille rollen godt, det kunne hun. ”… selv om det franske sprog har en masse fine finesser, jeg ikke fatter en brik af.” Dette vidste hun til gengæld. De snakkede så fucking underligt ovre i Frankrig, det gjorde de altså.
Hun rystede opgivende på hovedet, dog stadigvæk med et grin. Han havde sådan set ret… men det ville hun da ikke indrømme, tsk. ”Jeg tror desværre også, at du har ret.” erkendte hun dog til sidst med et let skuldertræk. Når man var ung, så gjorde det altså ikke så meget, i hendes øjne. ”Selv om det godt kunne komme af på en prøve, bare for at være helt sikker.” Det var mest for sjov - hun ville da gerne i byen med ham, det ville ikke gøre noget. Men, i aften skulle det nok ikke være… selv om det nok ikke ville være svært at overtale hende; hun elskede jo ligesom at være i byen! Men kunne godt mærke, at hvis hun ikke skulle falde i søvn eller springe rundt på væggene, når hun skulle på arbejde i morgen, så kunne det være, at hun skulle tage aftenen ædru. Bare lige for at være sikker. Men igen; hun kendte sig selv godt nok til at vide, at det ikke var sikkert, at hendes plan ville holde. ”Det er jeg glad for, at du synes.” Hendes tonefald var lettere drillende. Hun synes bestemt også, at det var en god idé at leve livet. ”Har du også en kæreste? Det vidste jeg ikke. Tillykke.” Hun smilede let. Selv var hun ikke meget for forhold - altså, de var hyggelige nok, men de betød ikke noget for hende. Hun bandt sig ikke til nogen, og hun følte heller ikke som sådan noget for nogen… hun havde ligesom ikke behovet for det. ”Jeg er sikker på, at du nyder det lige så meget, som jeg gør - måske bare på en lidt anden måde.” Hun grinede let. Tate var jo altså ældre end hende. Det var et faktum - så han havde vel også nogle lidt andre prioriteter i sit liv. Prioriteter, hun måske selv en dag ville få.

Cher var ikke en pige, der rødmede ret tit; mest fordi der ikke rigtig var noget, der gjorde hende forlegen, da hun var ret ligeglad med, hvad andre syntes. Og fordi komplimenter sjældent var noget, hun blev overrasket over - hvis hun ikke havde vidst, at hun var køn at kigge på, var hun nok ikke gået ind i hvervet som model? Men det føltes bare… underligt at høre det fra Tate. Ikke ubehageligt underligt, men bare uvant, fordi han var Chris’ ven. Det forhold, hun havde til Tate, var nok mest lidt et broderligt et - ikke et superstærkt et, for så meget havde de ikke set til hinanden. Men alligevel følte hun lidt, at det havde været på det der søskendeplan - hun havde trods alt været en irriterende, drillende lillesøster overfor Joshua, og dermed også meget over for Tate, da hun var yngre. Endnu engang rystede hun sin rødmen af sig med et grin. Hvad svarede man lige? ’det ved jeg godt?’ Ej, vel? Det lød lidt overfladisk. ”… men tak alligevel.” kom hun frem til, med et stort smil. Hun var glad for hans ord, fordi hun vidste, at han mente dem. Hvilket faktisk fik hende til at føle sig en anelse mere luset, fordi hun havde siddet og løjet overfor ham for få sekunder siden…
Liar, liar, pants on fire! Hvæsede stemmen i hovedet på hende, efter at have udtalt ordene - det behøvede den dog ikke, fordi hun vidste jo godt, at hun løj. Men det var ligesom lidt for sent at stoppe med det nu… desuden ville hun heller ikke fortælle ham sandheden. Aldrig i livet. Ikke fordi hun som sådan skammede sig; men folk havde det med at se ned på folk, der var som hende. Hun brød sig ikke om at sige, at hun var fuser, fordi det lød som om, at hun var en fejl - det var hun ikke. ”London er en fantastisk by.” gav hun ham ret. Hun boede der ligesom selv… og hun elskede det. Hun nikkede til hans spørgsmål. ”Ja, sådan primært. Jeg er bare på besøg lige nu, og jah… fik bare lyst til at slå mig ned her og se mig lidt omkring, inden jeg tog hjem og sagde hej til de gamle. Jeg har hørt så meget om Hogsmeade.” reddede hun den, stadigvæk med det mest overbevisende smil klasket i ansigtet, mens hun bedte til hver eneste gud i verdenen om, at Tate ikke havde haft kontakt med Chris det sidste stykke tid, og ikke ville få det indenfor det næste stykke tid - på trods af, at hun ikke var religiøs. Men det skadede jo ikke at gøre et forsøg, vel? Hun havde brug for al den hjælp, hun kunne få, hvis hun skulle slippe af sted med det. Var der bare ét minimalt hul i hendes løgnehistorie, kunne hele lortet falde sammen, og det ville hun gerne undgå.
Hun nikkede så til hans svar. ”Helt i orden.” Hun forstod ham godt lige på det punkt; det var da fedt nok at blive opvartet lidt, men hun var meget selvstændig af karakter, og så helst, at hun selv gjorde tingene. Uanset hvad det så var, nærmest. ”Og du har nok ret.” grinede hun let, da hun tog endnu en tår af sin milkshake. 2 tredjedele nede, 1 to go. Ikke, at hun stressede ret meget over det. Næh, hun nød den i fulde drag, fordi den hjalp hende til at tænke på noget andet end, hvor meget hendes hoved dunkede. Hvorfor lå der ikke en McDonald’s i denne her verden? Hvad var det for noget spøjst noget? Hvordan klarede man sig uden det? - ikke, at det var videre delikat luksus mad, for det var det ikke… men det var mega fråderen, især i tider som disse - tømmermændstider.

[Tate Orion Mason]

Han nikkede ganske let da det trods alt gav sig selv og han derfor ikke kunne se hvorfor han skulle køre mere i det. Han kunne godt forstå hun var så overrasket at hun ville besvare ham med et spørgsmål. ”Ja jeg mener det. Ellers sagde jeg det jo ikke Cher” sagde han med et varmt smil over sine læber for at lukke den der. Der var ingen grund til at bruge mere tid på det. Han ville gerne vise hende nogle drager når hun så gerne ville se dem. Det var da det mindste han kunne gøre. ”Det er jeg glad for du gerne vil” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede let for sig selv. Tate ville bestemt behandle hende pænt om så han vidste hun var fuser eller ej. Han synes ikke at man skulle afskæres helt bare fordi man var fuser. Det var jo ikke noget som folk kunne gøre for de var og hvis han skulle være ærlig så kunne han ikke se noget galt i at fusere kendte til det magiske samfund. De var trods alt ikke mugglere og ville derfor ikke gå sådan i spåner over den verden de var født i, men blot ikke var en del af som sådan. Tate havde så heller intet mod mugglere heller, men han kunne godt se de ikke skulle kende til deres samfund da det sikkert ikke ville ende særlig godt.

”Ja ikke? Det virker som om det er endnu mere farligt og jeg tror ikke min kæreste vil bryde sig om hvis jeg kom forbi i en ligpose” sagde han med en svag latter. Han havde været tæt på at skulle sige komme hjem, men igen blev han mindet om at han stadig ikke boede sammen med Lucian hvilket stadig gik ham på.

”Ja bestemt. Det kunne ellers have været sjovt. Desuden tror jeg du ville have elsket min bedste veninde hvis du havde gået på vores skole” sagde han med et varmt smil over sine læber da Skye trods alt også var en meget udadvendt pige som var mindst ligeså glad for at feste som han var sikker på Cher var det. Tate kunne i hvert fald have fundet det hyggeligt hvis hun havde gået på skolen selvom han ikke vidste hun rent faktisk løj om at hun var fuser. ”Tror jeg så gerne. Fransk virker også som et svært sprog. Har nok i når familien Lavoie begynder på det” sagde han med et lille let suk da hans kæreste trods alt kom fra en fransk familie. Han vidste i hvert fald at Lucians fætre og kusiner der havde haft sin gang på Hogwarts kunne fransk og det kunne Lucian også. Han var bare glad for de ikke snakkede det når han var i nærheden.

”Det kan du selv se” sagde han med et grin og et drillende glimt i sit øje da han havde gennemskuet den del af hende. Hun virkede også som en festglad pige. Der var bare et eller andet over hende der havde gjort han var sikker på han havde ret. ”Jamen jeg er frisk på at lade det komme an på en prøve” grinte han videre da han da gerne ville lade sig overbevise hundred procent. Det skulle da ikke skille dem af på noget punkt. Tate ville være ligeglad med om det ville være den dag eller en anden dag de tog i byen. Det kunne bare være sjovt og det ville bestemt være en anden måde at kende hende på eftersom man ikke var på samme måde når man var i byen. Der ville altid være lidt anderledes over hende når man var det. Han nikkede ganske let til at han også havde en kæreste. ”Ja siden jeg gik på Hogwarts så det er 5 år gamle nyheder. Noget siger mig du ikke har snakket med din bror de sidste 5 år” sagde han med et hævet øjenbryn da det trods alt langt fra var nyt. Det virkede måske også en smule underligt at hun ikke havde hørt det. Tate vidste godt det måske var lidt underligt at høre fra ham og de trods alt havde et nærmest søskende agtigt forhold, men han kunne ikke stoppe hvad der var gledet ud af hans mund. Han ville dog gerne have et tættere forhold til hende end det han havde på nuværende tidspunkt. ”Jamen så lidt. Man skal jo sige sandheden” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede let for sig selv.

Han nikkede ganske let til hendes ord om at London var en dejlig by. Han elskede den også ganske højt. Ellers havde han nok heller ikke valgt at bo der. ”Det er også et dejligt sted så jeg forstår dig godt” sagde han med et varmt smil over sine læber og nikkede ganske let. Tate ville virkelig ikke have noget imod hvis han vidste hun var fuser. De var trods alt ikke selv skyld i tingene. ”Håber jeg da” sagde han med et smil

[Cher Boydell]

”Nårh nej, men altså…” begyndte hun lidt småakavet og grinede let. Det var nok bare hende, der var en kende overrasket. Af flere årsager. For det første var det jo farlige dyr, og faktisk anede hun ikke, om man overhovedet måtte være i nærheden af dem, uden nogen anden grund, at man bare gerne ville se dem? Ikke, at det gjorde det store - hun var pænt ligeglad med regler alligevel. Men… og for det andet var det jo det åbenlyse med, at hun bare var blevet frosset ude af denne verden. Hun havde for helvede aldrig set en hippogrif, en kentaur eller en vareulv - ingen af de fede dyr (og delvist mennesker) man læste og hørte så meget om, så selvfølgelig var hun pænt blown away. Og glad. ”Jeg glæder mig allerede! Men, det havde du nok gættet.” Hun rodede lidt rundt i sit hår med at grin, og et stort smil spillende om læberne. Hun mere end ”bare” glædede sig.
Hun kunne ikke holde et nyt grin tilbage, over det næste han sagde. ”Det tror jeg ikke, der er ret mange, der ville bryde sig om.” pointerede hun grinende. Uh. Godt hun ikke skulle arbejde med dem. Det skulle Chris - tæmme dem til at starte med, endda. Og det bekymrede hende faktisk en anelse. Ikke, at hun nogensinde ville indrømme det; næh, det var hun for stolt til.

Hun smilede ved tanken om at skulle være gået på Hogwarts. Både i forhold til Beauxbatons, men også bare sådan generelt set. Selv om magi ikke sagde hende så meget igen, og hun ikke tog det synderligt tungt, at hun ikke var magiker… men man kunne da ikke lade være med sommetider at spekulere over, hvordan ens liv ville have været, hvis det nu havde været sådan? ”Det kunne det. Alle ville frygte os totalt, fordi vi hele tiden lavede ballade.” Hun blinkede drillende, og tippede efterfølgende hovedet på skrå. ”Det kan vel nås endnu,” svarede hun selvsikkert, dog stadigvæk lettere drillende, da han sagde, at hun ville have elsket hans veninde. ”Hvordan var hun?” spurgte hun derefter, med oprigtig interesse og nysgerrighed. At fange Chers opmærksomhed og interesse skete sjældent - at fastholde den, endnu sjældnere.

”Svært cutter det overhovedet ikke,” fnisede hun. Selv om hun aldrig rigtigt havde befundet sig i Frankrig, havde hun hørt sproget en del gange derhjemme - fordi hendes forældre havde (igen) forsøgt at indpræge hende sproget, så hun ville fremstå mere troværdig. Men hun havde aldrig fattet en brik af det - og hvad var pointen så? ”Lavoie?” gentog hun og så lidt spørgende på ham. Hvem var de?

”Guilty.” erkendte hun bare og trak på skuldrene. Men igen - det var der jo altså ikke noget galt med. Ikke, når man stadigvæk kunne styre det, i hvert fald. ”Er du sikker, hr. Mason?” hun kneb udfordrende øjnene sammen, men kunne ikke helt skjule det smil, der spillede om hendes læber. ”Jeg er jo altså ikke en helt fair pige,” Cher havde sine egne små tricks, til når man var i byen - især når det kom til at drikke.
”Åh,” hun rodede let rundt i sit hår. Havde Chris fortalt hende det? Nej, vel? Det var altså ikke noget, hun kunne huske. Det var sgu ikke alt for godt, det her… Da slog det hende. Hun skulle jo forestille at være i gang med sit sjette år, så hvis det var fem år gamle nyheder… så var det måske ikke helt en tabt sag alligevel. ”Kontakten mellem os er lidt… anstrengt, nu hvor jeg ikke bor derhjemme og så’n. Så de gange, vi ses, taler vi mere bare om hvordan det går og sådan.” forklarede hun med et selvsikkert smil. Det var vigtigt ikke at tabe ansigt. Hvis bare man spillede rollen godt nok… hvis bare man kunne opretholde facaden, så gik alting. Hvis hun gjorde det godt nok, ville hun kunne overbevise nogen om at købe sand i Sahara - så hvorfor skulle hun ikke kunne overbevise Tate om, at det var derfor, hun ikke anede noget om hans kæreste? Intet problem dér.
”Dét er jeg bestemt enig i.” Hun smilede glædesstrålende.

Idéer var allerede begyndt at formere sig i hendes hoved - det kunne være fedt at hænge ud med ham i London. Hygge sig lidt. Men hvordan hun skulle få strikket det sammen, uden at afsløre sig selv, var hun dog ikke nået frem til endnu. Hvilket gik hende på, for det ville ellers være så perfekt. London var hjemmebane for hende, jo. ”Er der så noget specielt, du ville foreslå mig at tjekke ud, nu hvor jeg er her?” spurgte hun nysgerrigt, som han fortalte, at Hogsmeade var et dejligt sted. Det havde hun også fået fornemmelsen af, ud fra Chris’ fortællinger. Og selv om han ikke var her, føltes det alligevel lidt sådan. Det var rart.
Hun sendte Tate et let smil, inden hun tog endnu en tår af sin milkshake. Priste sig lykkelig for det stofskifte, hun nu engang var så heldig at have; ellers var det vidst begrænset, hvor ofte hun ville kunne tillade sig at drikke milkshakes - og hvor mange - for ikke at tale om turene i byen. Nok brød hun sig ikke om sine forældre - men de gener, hun havde arvet fra dem, var hun mere end tilfreds med.

//Jeg undskylder det sene svar. Under 900 ord <3//